Børn på Give Skole interviewede Marius og spurgte bl.a. om, hvad børnene foretog sig:

Hvad vi børn skulle? Ja, om sommeren da skulle vi selvfølgelig i skole, men det var jo ikke ret meget. Det var én dag om ugen. Om torsdagen. Og det kunne også godt ske, at vi fik fri til middag, hvis læreren ikke havde tid til at have os. Om vinteren derimod da gik vi i skole hver dag fra klokken otte til klokken fire. Når vi kom hjem fra skole, i hvert fald da vi var blevet noget større, en halv snes år godt og vel, så skulle vi altid hjælpe til med et eller andet. Det vil sige, at så skulle vi skifte tøj lige så snart, vi kom hjem. Om vinteren gik vi med uldne strømper og træsko, og når der var meget sne, så var det tit, at træskoene var blevet fyldt med sne, og at strømper og det hele var vådt, når vi kom hjem. Så gjorde vi det, at vi satte træskoene ind i køkkenet til mor, strømperne blev skiftet ud med nogen, der var tørre, og så tog mor op af komfuret nogle tørvegløder. Hun tog dem op med en ildrager og lagde dem ind i træskoene, sådan at det røg lidt fra det, og så blev de helt tørre og dejlig varme, og når vi så havde fået skiftet tøj, var der tørre træsko, vi kunne få på. Så skulle vi ud og hjælpe i stalden. Det kunne være, at der skulle hentes roer hjem, sådan som I nok også kender det fra frosne roekuler og sådan noget ikke? Og de skulle ligge inde i stalden i varmen og tø op, de her roer. Vi skulle også hjælpe med at fodre, dvs. bære halm ind foran køerne og give dem kraftfoder, og sommetider skulle vi også hjælpe med at hakke roer til køerne. Det kunne gøres enten med en skovl oppe foran køerne, når roerne var lagt op, eller også kunne det ske i en roehakkemaskine, som vi trak med håndkraft, altså et håndsving. Den blev roerne smidt ned i, og så var det tit, at vi stod og trykkede lidt på dem for at få maskinen til at tage fat i dem. Engang fik min lillebror fingeren for langt ned, så han fik sådan et lille skråsnit i enden af fingeren, uden at det rørte ved knoglen. Men vi blev jo alle sammen noget forskrækkede, da det her stykke forsvandt fra fingeren, og så kom mor til i det samme, og så sagde hun: ”Jamen hvor er det stykke, du fik skåret af?” Og så kiggede Laurids sig omkring. ”Det tog hunden vist,” sagde han så. Den havde lusket rundt der. Og han har den dag i dag sådan en lidt flad langfinger. Det var sådan en lille oplevelse, for vi arbejdede jo med mange ting, som vi måske nok var for små til, i hvert fald sådan en roeskæremaskine, den var halvfarlig for børn. 

Del siden