Grete har nogle erindringsglimt om bedstemor Ane:

Bedstemor kom på aftalt besøg en dag på gården i Ørnhøj, - og så skulle der ryddes op, inden hun kom. Jeg kan huske, at jeg kravlede op i mine forældres senge - for at rede dem. Dernæst fortalte jeg min mor, at det var i orden, - MEN jeg kan ikke huske, om mit arbejde blev godtaget! Jeg har været under 8 år, - fordi min mor døde, da jeg var 8 år.

***

Når jeg kom på besøg hos Bedstemor i Ørnhøj, - så fik jeg LUNKEN saftevand. Det stod og blev lunt på kakkelovnen lige til venstre, når jeg kom ind i stuen fra køkkenet. Jeg drak det, - uden protester! Ville det finde sted i dag, - at børn drak lun saftevand - uden protester?

***

Bedstemor og jeg var med toget fra Ørnhøj til Rindom - måske på en lille ferie. Toget skulle holde ved et trinbræt i Rindom, hvor Ellen og Niels stod og ventede på os. Men toget fik IKKE stoppet der, - jeg fik besked på, at blive siddende på min plads, - min Bedstemor må have fået fat i en konduktør eller togføreren - og fik stoppet toget! Vi blev sat af, - og måtte gå tilbage på togskinnerne. Måske ikke helt ufarligt? Det må have været en god lang tur tilbage til gården hos Asta og Kristian. Da vi ankom, var der flere stimlet sammen for at finde en forklaring på de manglende toggæster, som Ellen og Niels ikke havde med hjem. Vi blev godt modtaget - efter dagens gåtur!

***

Når jeg spurgte min Bedstemor, om hun ville komme til min konfirmation, så var svaret: ”Ja, hvis jeg lever så længe!” Hun var på plejehjem i Ørnhøj den sidste tid, - men jeg ved ikke, hvor længe! Hun døde i juni 1966, - som jeg blev konfirmeret i april 1967. Så ingen bedsteforældre til min konfirmation.

Marius blev på et tidspunkt interviewet af nogle elever på Give Skole. Her følger nogle erindringsglimt.

Jul:

Jeg er født i 1915, og det første, jeg kan huske, er fra tyverne, 1920’erne. Da vi skrev 1920, da var jeg altså fem år. Du spurgte om, hvad vi havde travlt med indtil jul. Det var nok stort set det samme som vi ellers havde travlt med, fordi på den egn, jeg er fra i Vestjylland på Holstebroegnen, der var der faktisk ikke mulighed for eller råd til at gøre så forfærdeligt meget ud af julen. Mine forældre havde ikke kendt til at gøre meget ud af julen. De er begge to født i 1880 [Marius’ mor blev født i 1883], og de havde ikke kendt juletræ. Juletræet blev brugt her i landet fra omkring 1820. Det kom fra Tyskland ligesom adventskransen, der kom under anden verdenskrig. Men juletræet vandt sent indpas i hvert fald i den egn, hvor jeg er fra. Selvfølgelig var det kendt i byerne, og vi havde juletræ, da jeg var barn. Men mine forældre havde ikke selv haft det. Så egentlige juleforberedelser mærkede vi børn ikke så meget til.

Hygiejne: 

Nu talte vi om, at vi skulle vaskes ekstra til jul. Det tror jeg nok, man kan sige, vi blev, i hvert fald når vi skulle hjemmefra til et eller andet; men vi skulle jo også vaskes til daglig, når vi skulle i skole. Det var primitive vaskeforhold, vi havde. Vi havde noget vi kaldte en toknop og at to sig er at vaske sig, og en toknop er sådan en lille trebenet stander, hvor der stod et emaljevandfad på. Et vaskefad kaldte vi det, og der var koldt vand i. Der var som regel også sæbe, men det er begrænset, hvor godt man kan vaske sig om vinteren, når det er så hundekoldt. Fødderne blev faktisk ikke så snavsede om vinteren, for da gik vi altid med strømper og træsko, så der var lange mellemrum mellem, at vi fik vasket fødder om vinteren. Om sommeren gik det meget lettere, for da gik vi med bare fødder, og når fødderne skulle vaskes, ja, så gjorde vi det tit, når det havde været regnvejr, så løb vi ud i pytterne. Der er ingenting, der vasker bedre end det, og ellers når vi skulle vaskes rigtigt, så fik vi vand i et kar ude i gården, og så sprang vi op i det, og så vaskede vi os til et godt stykke op over knæene. Det er nok det meste, jeg kan sige om vores hygiejne. Tandbørster kendte vi ikke, og af den grund blev tænderne forsømte. Skulle tænderne trækkes ud, gjorde lægen det, for tandlægen boede i Holstebro, og der kunne vi ikke komme ud, og der boede en læge ikke så langt væk. Ham cyklede vi hen til. Vi havde otte kilometer at cykle til ham. Så blev vi sat i en stol, og han tog sådan en pude, der lignede meget et sadelbetræk til en cykel, og det lagde han over næsen på os. Så sprøjtede han kloroform på puden og sagde, at vi nu skulle trække vejret dybt og tælle til 20. Vi kom aldrig længere end til en seks, syv stykker, så var vi væk, og så trak han tanden ud. Bagefter stod han og råbte og ruskede i os, indtil vi vågnede igen, hvorefter vi sad vi lidt og kom til hægterne, og så cyklede vi hjem igen. Det prøvede jeg et par gange, og tredje gang, jeg skulle have en tand trukket ud, kom han i mit hjem. Jeg kan huske, at lægen satte mig i en kurvestol, jeg havde derhjemme, og så gjorde han det samme igen og trak tanden ud.

Mad:

Maden til daglig var nok noget ensformig, grød om morgenen og så noget, vi kaldte formiddags-mellemmad. Det var altså smurt mad med pålæg.

Middagsmaden var tit stegt flæsk, frikadeller, kål, grønkålssuppe, gule ærter og sådan noget kraftig mad.

Så fik vi også eftermiddagskaffe.

Om aftenen ved seks-tiden fik vi noget, vi kaldte nærre, det vil egentlig sige nadver, men på jysk var det blevet til nærre. Det var tit grød igen.

Den noget ensformige kost, vi sådan fik, den var da udmærket, men til jul skulle det jo gerne være lidt andet, og derfor blev der også tit slagtet til jul. Først og fremmest mindes jeg, at vi fik blodpølse, det var dejligt. Første gang vi fik det, da fik vi det til middag, og de følgende dage, så længe der var blodpølse, og det var mange dage, så fik vi det om morgenen. Det blev skåret i små stykker og så stegt på panden, og så fik vi det med fedtegrever. Det er altså sådan ister af en gris, der bliver kogt. Fedtet bliver kogt af, og det, der bliver tilbage, kalder vi fedtegrever. Det fik vi sammen med blodpølse og så sirup på. Det kunne vi godt lide.

Man fik også lavet en masse medisterpølse og sylte og flæskesteg. Det var jo passet til, så det fik vi til jul, den her dejlige flæskesteg. Ellers så skulle alt det, der skulle gemmes, saltes eller røges. Der var ikke mulighed for at fryse dengang. Nej, det skulle saltes, og så kom det i et stort saltkar og i en kælder, vi havde til det brug, hvor der altid var koldt. I sådant et saltkar kunne flæsket holde sig i lang tid, og når det så skulle bruges, blev det taget op af saltlagen og lagt i vand, sådan at saltet blev vandet lidt ud igen. Og så kunne det bruges både til ærter og til at stege. Men en fersk flæskesteg det var jo nummer et, og det fik vi tit juleaften eller også and eller gås. Det var jo noget, vi selv havde, og som vi slagtede. Og ja, så fik vi vel ellers mad, som I kender det stort set, med syltetøj og den slags ting til og dessert. Desserten juleaften bestod tit af sveskegrød med fløde eller æblekage med fløde. Det kunne være lidt forskelligt. Tit fik vi også en budding, som I nok også kender. Det er nok ikke så meget forskelligt fra det, I kender. 

Del siden